Jammerbugt Kommunes plan om at give en ejendomsudvikler lov til at bygge op til 58 store sommerhuse midt i et klithedelandskab ved den jyske vestkyst er stødt på grund.
Planklagenævnet har for nylig erklæret kommunens lokalplan ugyldig, fordi den tilhørende miljørapport ikke opfylder lovens minimumskrav. De planlagte byggefelter grænser op til et Natura 2000-område, som bl.a. huser den fredede sommerfugl hedepletvinge og planten djævelsbid, som sommerfuglen lever af. Også andre beskyttede arter som strandtudse og markfirben findes i området. Jammerbugt Kommune har ifølge Planklagenævnet ikke overholdt den retlige regulering, der gælder for vedtagelse af lokalplaner, når der kan være truet eller beskyttelsesværdig natur i eller i nærheden af planområdet.
Klagerne er bl.a. den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og fire husejere fra de to lokale ejerforeninger, som er naboer til lokalplanområdet. I området ligger i dag 148 feriehuse i form af små klyngehuse, hver med et areal på mellem 73 og 76 kvm. De er bygget i årene 1961-78 som feriecenter for Dansk Folke Ferie.
Modstand fra dag ét
Byggeplanerne har fra første færd mødt stor modstand blandt de kommende naboer. Da lokalplanforslaget blev sendt i høring i begyndelsen af 2021, blev kommunens postsystem nærmest lagt ned af indsigelser. Flere end 100 sommerhusejere sendte til sammen 1.041 sider med indsigelser til rådhuset i Aabybro, og forvaltningen måtte købe ekstra usb-stik hjem for at følge med forespørgslerne om aktindsigt.
Kan gå to veje
Nu ligger sagen igen på Jammerbugt Kommunes bord. Den kan vælge én af to muligheder: at gå til domstolene med Planklagenævnets afgørelse. Eller formulere et nyt lokalplanforslag, som lever op til miljølovens krav. Kommunen har seks måneder til at beslutte sig.
På et andet punkt faldt nævnets afgørelse dog ud til kommunens fordel. Der har hersket tvivl om, hvorvidt området var udlagt til sommerhusområde eller havde status af landzone. Hvis det sidste var tilfældet, ville det have sat en definitiv stopper for projektet. Men nævnet nåede frem til, at der er tale om et sommerhusområde. Denne afgørelse kan kun omgøres ved domstolene.
Offentliggjort den 6. marts 2024.