Nybyggeri skal have mere fokus på bæredygtighed. Foto: Unsplash
Sommerhusejerne har fået en ny politik for miljø og bæredygtighed
Sommerhusejerne vedtog på sin seneste generalforsamling en ny politik for miljø og bæredygtighed. Hovedpunkterne er følgende:
Sommerhusejerne vil være synlig i debatter om klima og bæredygtighed, hvor det har relevans for sommerhuse og sommerhusområder. Landsforeningen vil også bidrage til at beskytte naturværdier, effektiv kystsikring og arbejde for, at energimærkning gøres realistisk.
Sommerhusejerne vil støtte medlemmerne i høringer og sager om beskyttelse af natur og biodiversitet. Udstykninger af nye sommerhusområder skal ske i pagt med naturen og infrastrukturen.
Internt vil vi i landsforeningen mindske forbrug og udgifter mest muligt, f.eks. ved at holde en del møder digitalt og benytte hoteller, der er miljøbevidste.
Baggrund for arbejdet med klimapolitik
Dialogen kom i gang på baggrund af FN’s vedtagelse af de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling 2016-2030. For hvorledes vil vi kunne leve op til overholdelse af alle disse mål?
I Sommerhusejerne kender vi kun alt for godt udfordringerne med oversvømmelse af kystnære sommerhusområder, nedbrydning af kysterne, redning af naturværdier i og omkring sommerhusområderne, forurening af havet, forurening af drikkevand og 100 års hændelser, der ser ud til at forekomme oftere og voldsommere.
Hvordan udlever vi vores holdning?
Det forventes i stigende grad, at virksomheder og foreninger har en ESG (for Environmental, Social and Governance – miljø, socialt ansvar og ledelse) -politik. Organisationer kan årligt afrapportere, hvordan de arbejder med bæredygtighed og socialt ansvar. Sommerhusejerne vil lade sig inspirere af dette arbejde.
Sommerhusejerne kan i sit virke forbedre sin klima- og miljømæssige påvirkning. Det gælder både internt – det vi selv gør, og eksternt – vores holdninger til f.eks. fritidshusbyggeri og brug af naturen.
Hvordan vil vi agere i forhold til klima og bæredygtighed?
Der er mange steder, Sommerhusejerne kan have en holdning til ESG, ikke mindst når det gælder klima og bæredygtighed. Som aktuelle eksempler kan nævnes igangværende klimamærkning for ældre sommerhuse, kystsikring, placering af megahuse, beskyttelse af naturværdier, byggeri etc.
Sommerhusejerne vil være mere synlig i debatter om klima og bæredygtighed. Vi skal markere os på hjemmesiden, i nyhedsbreve, med pressemeddelelser, i avisartikler, på folkemøder, i den offentlige debat, på Facebook og LinkedIn samt ikke mindst orientere vores medlemmer.
Internt skal vi arbejde på at mindske forbrug og udgifter mest muligt. F.eks. ved at holde en del møder digitalt, bruge hoteller, der er miljøbevidste, rette bestillinger til, så madspild undgås, anvende samkørsel og tog/bus, når det er muligt.
Udadtil skal vi tage del i debatter om forhold, der påvirker sommerhusområderne. F.eks. ved at støtte medlemmerne i sager om beskyttelse af naturværdier, om udstykninger og bæredygtige byggerier med respekt for CO2 udledning, om natur og biodiversitet, om at energimærkning skal gøres realistisk, om at begrænse mega-sommerhuses negative påvirkning, samt påvirke politikerne omkring lovgivning inden for sommerhusområderne og naturen omkring dem. F.eks. ved at etablere nye udstykninger som erstatning for de sommerhusgrunde, der oversvømmes ved 100-års hændelser, der desværre ser ud til at blive meget hyppigere – både pga. nedbørsmængder og stormfloder.
Sommerhusejernes holdning til kystsikring og til megasommerhuse finder du under menupunktet Sommerhusejernes holdninger.
Offentliggjort den 30. juni 2024.