Årets Folkemøde på Bornholm bød på 3.400 indlæg fordelt på 300 telte i løbet af de tre dage. Foto: Ivan Munk

Networking er en vigtig del af Folkemødet. Her har formand Sten Scheller og næstformand Ivan Munk sat de radikales formand Martin Lidegaard stævne.   

Til Folkemøde med Sommerhusejerne

Formand Sten Scheller og næstformand Ivan Munk var på Folkemødet for at networke, få ny information med hjem og – ikke mindst – sætte Sommerhusejerne på danmarkskortet. Med 3.400 indlæg over tre dage fordelt på 300 telte var der nok at vælge mellem. De to nøjedes dog ikke med at lytte, men var aktive i debatter om turisme, natur og klima og strand- og kystbeskyttelse.

– Man får ikke udbytte uden grundig forberedelse, og vi havde udvalgt relevante debatter hjemmefra. Og vi fornemmer absolut, at Sommerhusejerne blev sat på danmarkskortet hos politikere, borgmestre, interesseorganisationer, fagfolk og aktivister inden for natur og klima, understreger Sten og Ivan.

Planloven var et centralt emne.
– Der har bredt sig en opfattelse blandt folketingspolitikere, borgmestre og turistorganisationer af, at landets love er for rigide. Men når blikket kun er rettet mod flere turistindtægter, og vilde byggeprojekter i natur- og sommerhusområder bliver bremset af reglerne om kyst- og naturbeskyttelse og af planloven, er det nemt at påstå, at lovene er for stramme, siger Ivan Munk.
– Men faktisk virker lovene jo netop i de fleste tilfælde. Vi har i Sommerhusejerne ikke noget imod øget turisme, og det gælder også vækst i sommerhusudlejning. Men vi vil være på vagt, hvis det sker på bekostning af kyst og strand. Feriecentre, nye sommerhuse, megahuse og andre udlejningsfaciliter kan sagtens placeres længere inde i landet og stadig bidrage til at stoppe den negative udvikling i landdistrikterne.

Kritik af planloven vækker bekymring

Der bliver som argumentation brugt eksempler, som at en nedlagt fabrik, minkfarm, dårlige arealer, nedlagte landbrug og andre tomme bygninger bør kunne indrettes til turisme, uagtet at området ikke er udlagt til det.
– Men det er kun eksempler, som man bruger i et forsøg på at overbevise alle om, at planloven og lovgivningen om kyst- og naturbeskyttelse er rigid. Og det værste er, at borgmestre, politikere og turismebranchen er enige. Selv minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V), som kalder sig selv minister for sommerhusområder, har tidligere udtalt, at planloven og andre regler står i vejen for gode idéer fra kommuner og investorer, sige Sten Scheller.
– Vi er betænkelige ved, at ministeren, destinationerne, turismebranchen, og politikere og borgmestre er enige om, at de nuværende regler er for stramme. Og at de mener, lovene står i vejen for gode byggeprojekter hos kommuner og investorer. Det er et meget farligt udgangspunkt for den revision af planloven, der skal være færdig om godt et halvt år. Set med vores øjne er planloven til for at beskytte kyst og natur.

Sommerhusejerne vil være med i debatten og søge indflydelse på arbejdet med den nye planlov.
– Vi skal kende vores besøgelsestid. Og mange ting kan vi blive enige om, for det handler jo ikke kun om turistindtægter, men også om at passe på kyst og natur. Her er vi enige med Feriehusudlejernes Brancheforening, og de ved jo om nogen, hvad der trækker turisterne til Danmark, siger Sten og Ivan.

Rammevilkår i vandkantsdanmark

En anden interessant debat handlede om rammevilkårene i vandkantsdanmark. Danmark opleves meget skævt i forhold til de rammevilkår, der styres efter. I regionerne arbejdes der for en bedre fordeling af de statslige midler til bebyggelse, boliger og infrastruktur.

– Flytningen fra landdistrikterne til byerne bliver stadigt mere massiv. Spørgsmålet er, hvordan man bedst udnytter de tilbageblivende arealer? Til vindmøller, sommerhuse eller til hoteller til øget turisme? Vi spillede ind med, at feriecentre og kolonier af megahuse med fordel kan lægges et stykke fra kysten, inde i landdistrikterne, og bidrage til, at de små landsbyer får omsætning og aktiviteter, der kan modvirke den affolkning, der finder sted. I Tyskland kan man nemt have 600 km til stranden. Så det er nok ikke afgørende for den tyske turist, om den lejede feriebolig ligger én eller fem km fra kysten, siger Ivan Munk.

Offentliggjort den 30. juni 2024.