Krav om fælles postanlæg taget af bordet
I sommerhusområder udstykket før 1973 må beboerne også efter 1. januar 2024 selv bestemme, hvor de vil modtage deres post. Der vil ikke være krav om fælles postanlæg, som det ellers fremgik af forslaget til en ny postlov. De mange indsigelser mod lovforslaget – bl.a. fra FL og en række medlemsforeninger – har fået transportminister Thomas Danielsen (V) på bedre tanker.
Forslaget til den ny postlov har været i høring hen over sommeren.
“Her er der blevet rejst en række praktiske bekymringer blandt andet i forhold til at finde plads til fællesanlæg. Parterne bag postaftalen har på denne baggrund aftalt, at det i stedet bliver frivilligt i ældre sommerhusområder, hvorvidt der skal laves et fælles brevkasseanlæg,” hedder det på ministeriets hjemmeside.
Hvordan man skal forholde sig i nyere sommerhusområder, melder historien ikke noget om. Her kræver Postloven allerede i dag, at der skal være fælles postanlæg.
Den ny postlov træder i kraft den 1. januar 2024.
Læs mere på postlov.