Ved den ordinære generalforsamling i marts fik FLs bestyrelse mandat til at arbejde videre med et nyt navn til landsforeningen. Valget er faldet på navnet Sommerhusejerne. Navneskiftet skal godkendes ved en ekstraordinær generalforsamling den 6. maj 2024. Foto: Ivan Munk.
FL skal have nyt navn: Sommerhusejerne
Fritidshusejernes Landsforening skal i fremtiden hedde Sommerhusejerne – med den forklarende tilføjelse Sommerhusejernes Landsforening. Den sidste bruges, hvor det er nødvendigt af hensyn til forståelsen. Det nye navn skal formelt godkendes af en ekstraordinær generalforsamling den 6. maj 2024, før navneskiftet kan træde i kraft.
Fritidshusejernes Landsforening – i daglig tale FL – har heddet sådan, siden landsforeningen blev stiftet i 1973. Med Sommerhusejerne får landsforeningen et mere mundret og moderne navn. Samtidig er det et navn, der kan bruges som ny adresse på foreningens hjemmeside – www.sommerhusejerne.dk. Det kan det nuværende navn ikke, da det er registreret af en anden organisation.
Endelig vil det nye navn være med til at distancere foreningen fra de øvrige aktører i branchen.
På FLs ordinære generalforsamling den 16. marts i år fik bestyrelsen mandat til at gå videre i arbejdet med navneskiftet. Samtidig blev det besluttet, at navneændringen først kan træde i kraft, når den er godkendt af en ekstraordinær generalforsamling. Den er nu indkaldt til mandag den 6. maj, kl. 19.30 og afvikles som Zoom-møde. Sidste frist for tilmelding er onsdag den 1. maj 2024. Se indkaldelse og dagsorden på ekstraordinær GF.