Salget af sommerhuse steg med over 60 pct. fra første til andet kvartal af 2024.
2800 sommerhuse skiftede ejer i april, maj og juni 2024
Trods indledende usikkerhed om renteudviklingen og de nye boligskatter er salget af sommerhuse i 2024 præget af en spirende optimisme. Det viser de nyeste salgstal fra boligportalen Boligsiden.
– Renterne er faldet, og de nye boligskatter synes ikke at have haft store negative konsekvenser for prisudviklingen, siger Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
– Dertil kommer, at mange danske husholdninger i dag har en solid økonomi. Det gør samlet set, at vi ser et pænt salgsresultat for årets andet kvartal. Det overgår endda niveauet for andet kvartal i 2022, som jo var en forholdsvis gylden tid på boligmarkedet.
I 39 ud af de i alt 41 kommuner, som indgår i Boligsidens opgørelse, er sommerhussalget steget fra første til andet kvartal i år. I 26 af kommunerne blev der solgt flere sommerhuse i perioden, end der gjorde i andet kvartal af 2022. Det gælder bl.a. i store sommerhuskommuner som Ringkøbing-Skjern, Gribskov og Jammerbugt.
Også salgspriserne er på vej i vejret. I juni kostede et gennemsnitligt sommerhus på 90 kvadratmeter 2.103.930 kr. Det er en stigning på 1,3 pct. i forhold til måneden før. Samtidig var sommerhuspriserne i juni de hidtil højeste i Boligsidens historie, der går tilbage til 2011.
Læs mere på Boligsiden.